mandag den 14. marts 2011

FRENEMIES



Hej,

Vi er Sandras bedste venner. Vi hedder Ocd og Spiseforstyrrelse, og vi har kendt hende i en del år efterhånden. Ocd er kommet og gået, og Spiseforstyrrelse dukkede op for halvårs tid siden.

For at ligge rent ud kan Sandra slet ikke klare sig uden os. Vi er hendes faste holdepunkt, og det er os hun tyr til, når hun er ked af det, frustreret, stresset, og når hun i det hele taget ikke ved, hvad hun skal gøre af sig selv. Så er det, at vi går ind og tager over, hanker op i hende og hjælper hende videre. På den måde viser vi hende tryghed, og hun ved, vi vil være der for hende, så snart hun griber ud efter os.

Vi bliver tit uvenner, for Sandra frastøder os nogen gange, og hun er bitter over, vi styrer hendes liv. Hun siger hun selv gerne vil styre det, og hun er træt af, at vi tager hende med i løbet.

Vi er ikke ondskabsfulde eller ude på at gøre Sandras liv forfærdeligt. Vi vil hende faktisk det bedste. Vi ved, hvad der er bedst for hende. Derfor bliver vi også rigtig fornærmede, når hun fravælger os og eksempelvis tager i byen i stedet for at være sammen med os derhjemme på sofaen foran fjernsynet.

Vi har gennem det sidste halvandet år haft mange gode tider sammen, og Sandra er blevet helt vores egen. Vi er dem, der kender hende bedst, og vi vil selvfølgelig ikke have, hun finder andre venner end os.

Det vi tilbyder Sandra er som sagt tryghed, men vi giver hende også kærlighed og nærvær. Vi former hende. Vi støber hende.

Kærlig hilsen
Ocd og Spiseforstyrrelse

Ingen kommentarer:

Send en kommentar