Freud

Der er noget jeg har tænkt på et stykke tid. Og det er Freud. Freuds psykologiteori om ægget og de tre tilstande. Der er overjeg'et, jeg'et og egoet/id'et.

Overjeg'et er den meget ansvarlige og fornuftige tilstand, der styres af opdragelse og er meget rationel.

Jeg'et er den midterste tilstand, der vel nok er fornuftig, men samtidig er der plads til lyst og udsekejelser.

Den nederste er id'et og styres udelukkende er lysten. Id'et kan imidlertid sammenlignes med barnet, der ikke har sans for rationalitet eller fornuft. Når barnet er sulten græder det. Indtil det får noget at spise. Og når det gør ondt på barnet, hvis det har slået sig, bryder det med det samme ud i hysterisk gråd.

I sammenmed med Bulli styres jeg af mit id/ego og mit overjeg synes at være ikke-eksisterende. På den anden side kontrolleres jeg også konstant at mit overjeg, der ikke tillader mig rigtig mange ting, som netop at øre hvad jeg har lyst til i den pågældende situation.

Jeg tror, hvis jeg selv skal gætte, at jeg har problemer med at få mit overjeg og mit id til at arbejde sammen. At finde en fornuftig middelvej, der giver mig den frihed jeg længes efter.

Når jeg konstant er styret af OCD'en, der fraholder mig visse ting, finder jeg vist ofte en vis form for frihed og følelsen af at 'give slip' når jeg kaster mig over sukkeret, fedten, brødet og alt det 'forbudte'. Jeg synder, men jeg gør det med mad. Jeg TILLADER mig selv FRIHEDEN. Mig og min mad. Jeg følger derved mit id, og mit jeg eller mit overjeg kan ikke trænge igennem. Mit jeg bliver tromlet over af mit overjeg i mine OCD tilfælde og i mine Bulli tilfælde, fældes det brutalt af mit id.
HOLD KÆFT hvor er det ÅNDSVAGT :)